Skummadras til dobbeltsengen

Vi er i markedet for at købe en eller to nye madrasser til vores dobbeltseng.
Vores gamle madrasser har gjort deres arbejde godt, men de er blevet bløde nogle steder og vi tror ikke helt på at de holder formen, som de skal. Indimellem føler vi os en smule gamle og slidte når vi står op - det må helt sikkert skyldes madrasserne og ikke alderen.

Lige nu har vi to. Størrelsen på hver af dem er 90cm x 200cm. Vi har haft topmadras på, så revnen i midten har ikke generet os.
Vi kunne dog godt tænke os en samlet madras, så vi fremover slipper for en topmadras og slipper for revnen i midten, omend den er god til at markere, hvem der er på hvems side af sengen :-)

Men for dælen det er en irriterende udgift, for det vigtigste er vel ens søvn, så man går vel ikke ud og snolder en skummadras af tvivlsom kvalitet? Og er det ikke tvivlsomt, så koster det knaster.
Vi skal have skummadras! Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg tror, at i Danmark er det mest almindeligt at købe springmadrasser. Vi er dog til skum, så det skal være skum (igen).

Nå, så skal der findes priser.
Vores nuværende madrasser hedder vist Wellpur og er købt i jysk. Med memory-skum og mange andre fine ord. Som udgangspunkt er vi egentligt godt tilfredse med madrasserne, så vi kikker selvfølgelig efter et lignende produkt, eller måske endda samme produkt.
Konen starter derfor på jysk.dk og finder lidt blandet frem, som faktisk ser ganske interessant ud. Det synes at være lidt til den dyre side - det bliver nok ikke en stor madras, men måske to "små" er til bedre pris?
Alt er i øvrigt dyrt når det er "uventet" eller impulsivt - måske ikke det smarteste udgangspunkt?



Alt efter hvilken kvalitet man ønsker, så ser det ikke ud til, at det nødvendigvis er billigere at købe to madrasser frem for en stor.


Hov, der var lige en reklame i TV – Emma madrassen, en test-vinder.
Er det et alternativ til jysk?
Væk med jysk-madrasserne - fokus har ændret sig!
Ind på emma-madras.dk. De har "op til 50% på alt" står der.
Hvor heldig har man lov at være? 40% på en stor madras (180cm x 200cm). Normalpris 8799,- kr og nu 5279,40 kr.
De tilbyder endda 100 dages prøve, så hvis det går helt galt, så er pengene ikke tabt og vi er bare tilbage til start. Jeg beslutter mig for at bestille.


Jeg er ellers stærkt overbevist om, at reklamer ikke virker, og alligevel købte jeg noget jeg så i en reklame. Skal jeg trække lidt i land igen, så købte jeg det kun fordi jeg var i markedet for varen i reklamen. Alt er godt igen. Reklamer virker ikke.

I mens jeg så venter, så checker jeg da lige nettet for priser i øvrigt. Lidt sent at komme i tanke om, nu jeg allerede har handlet. Men man kan vel returnere eller annullere i tilfælde af, at man blive klogere, right? Normalt er jeg ellers på forkant, men her blev jeg grebet af nuet og vores desperate mangel på en madras!
Jeg tror egentligt ikke det startede som en desperat mangel, men det er det blevet til - de 50% i shoppen er jo tidsbestemt til nogle få timer.


Må.. købe.. mens.. der.. er.. rabat.. Vil.. ikke.. købe.. til.. fuld.. pris.. Det er vist det de vil have mig til! Købe uden at tænke.

Jeg kommer forbi emma-matrazte.de, som er den tyske pendant til selvsamme butik jeg lige har handlet i.
Også her er jeg også i den heldige situation, at de giver rabat, hvis jeg køber inden for et par dage. Ok, kun 10%, det er jo slet ikke det samme som 40% i den danske shop, men jeg prøver da lige for sjov, at se hvor vi ender.

Finder en madras der ligner. I den danske shop hedder den "Emma Original", i den tyske hedder den "Emma One".
Hvorfor har samme butik ikke samme vare? Vil tyskerne ikke have "den mest prisbelønnede madras i Europa"? Vil jeg så?
Det må jeg se på senere.

Jeg vælger størrelse og får prisen, i den tyske shop, 449€. Trykker på 10% linket i toppen af siden og ender i kurven med en pris på 404€.

404€ er lidt over 3000 danske kroner, så det er jo noget billigere end den danske pris. Spørgsmålet om det er den samme vare væver i luften igen.

Jeg prøver at køre lidt videre igennem butikken, og ser om jeg overhovedet får lov at bestille.
Nix. Desværre er shoppen sat sådan op, at hvis jeg vil vælge et andet land, så bliver jeg ledt over i shoppen passende til landet og til en anden pris - og anden vare i dette tilfælde?

Nu bliver det jo samtidigt også lidt mere interessant.
Er der en anden shop end den i Tyskland, der sælger samme vare men måske endnu billigere? Det vil jeg checke.
Heldigvis fortæller shoppen selv, hvilke andre lande madrassen kan købes i og leder en til shoppen i det land man vælger, så arbejdet med at finde en shop i forskellige lande er gjort utroligt let i dette tilfælde.


Listen over lande i Europa, hvor Emma Madras har en shop. Tyskland er undladt. Prisen i Tyskland endte på 404€, ca. 3000 kr, for en "Emma One".
Land
Vare
Rabat?
Pris i valuta
Omregnet pris
Belgien
Original
30,00%
664€
kr 4.937,00
Frankrig
Original
40,00%
575€
kr 4.274,00
Italien
Original
20,00%
649€
kr 4.826,00
Holland
Original
30,00%
664€
kr 4.937,00
Østrig
One
10,00%
449€
kr 3.338,00
Polen
Original
20,00%
1839 zloty
kr 3.098,00
Portugal
Original
23,00%
849€
kr 6.313,00
Sverige
Original
40,00%
6899 sek
kr 5.000,00
Spanien
Original
32,00%
577€
kr 4.290,00
(Nogle af landene sælger både "Emma Original" og "Emma One", men jeg har kun vist "Emma Original" hvis begge findes, af hensyn til direkte sammenligning med den danske pris.)

Det er i øvrigt lidt spøjst, at det kun er ganske få af deres shops der ikke sælger "Emma Original", men alle andre lande gør? "Den mest prisbelønnede madras i Europa"? Ikke til salg i hele Europa?
Nå, måske har de udsolgt ..

Nu er der så også det faktum, at ingen af shoppene sender varen til andre lande end det land shoppen er placeret i, så jeg skal have fundet noget reshipping/parcel forwarding.
Jeg ved ikke om det er muligt at finde reshipping for alle de lande jeg har fundet priser for, men det er vel også knapt så interessant, at finde for andre lande end det land jeg ønsker at shoppe i? Jeg vil handle billigt!
Polen er billigt! Reshipping fra Polen er muligt med europemailbox.com til en pris på 63€, ca 500 kr.



I øvrigt - for at kunne beregne reshipping, så skal man typisk vide noget om størrelse og vægt på den pakke man ønsker at reshippe.
Heldigvis har Emma-madras gjort det nemt og skrevet alle nødvendige oplysninger på deres hjemmeside.

Samme vare, "Emma Original", 3600 kr og sendt fra Polen til min dør.
1600 kr sparet i forhold til dansk pris.
I øjeblikket har Emma Madras lang leveringstid. Især i de øvrige Europæiske lande. Derfor vil madrassen fra Polen først nå frem om en måneds tid, måske halvanden, men i mellemtiden kan vi nyde godt af madrassen sendt fra Danmark, som burde komme inden for 5 dage. Der er jo 100 dages prøveperiode, så den anden skal nok nå at dukke op inden da.

Havde jeg i øvrigt ventet 1 dag og droppet alle de lækre rabatter, så ville regnestykket se således ud:
Dansk pris

kr 8.799,00
Polsk pris
2299 zloty
kr 3.874,00
Reshipping fra Polen
63€
kr 468,00
Samlet køb i Polen
3874 kr + 468 kr
kr 4.342,00
Besparelse
8799 kr - 4342 kr
kr 4.457,00



Dette indlæg er oprindeligt skrevet 29/7-2020. Rabatter og tilbud beskrevet kan være udløbet eller på anden vis ændret eller ikke tilgængelige. Det er derfor ikke sikkert, at du kan finde de samme priser, som beskrevet herover.


Update 31/7-2020 og 2/8-2020:
Et check på den polske Emma-Madras-side, emma-materac.pl hedder den, viser lige nu, at der er weekend-rabat på 25% (efter deres sommer-rabat udløb). Prisen lige nu er altså i den polske shop tættere på 2900 kr. Inkl. reshipping er prisen 3368,- kr, altså 1900 kr billigere end den danske shop.
Det lader til at være noget man skal holde øje med, hvis man er i markedet for en Emma Madras.

Jeg forespurgte parcl.com for en reshipping-pris. I deres initielle beregner fik jeg prisen 70$, ca. 450 kr., men når man får pris fra det arbejdende polske folk der rent faktisk skal sende varen, så er prisen over 250$, altså mere end 1500 kr.
Det ville være en ok pris, hvis det var den fulde pris der skulle handles til, altså madrassen uden rabatter. Så ville prisforskellen immervæk være på svimlende 4457 kr. Besparelsen ville så være lidt tættere på 3000 kr, omend det også er værd at tage med.

Og her spilder jeg lige lidt af det øverst fra hovedet..
Emma-madras sælger nok aldrig deres madrasser til fuld pris, de bliver nok kun snoldet, når det er med rabat, ligesom de der Charbroil-grill der sælges i Bilka og Føtæsk og vaskepulver. Så ser det ud som om man sparer en masse penge og det kan vi jo godt li'. Har du købt, så har du ingen grund til at følge markedet mere. Har du ikke brug for varen, så følger du ikke markedet.

Det lykkedes mig ikke at oprette en konto på europemailbox.com, så jeg må konstatere, at jeg ikke kan få madrassen reshippet fra Polen til Danmark. Det er de simpelthen ikke egnede til. Altså polakkerne.

Lige nu er jeg altså på den danske pris. Jeg har dog stadig 100 dage til at holde øje med andre tilbud og se om jeg kan få sendt fra et andet land.

Jeg har selvfølgelig skrevet og spurgt den danske Emma-madras-shop, om de er villige til at slå lidt af deres høje danske pris - jeg afventer svar.
Jeg har spurgt et par gange, for at være sikker på, at de får min mail. Men..
De gider ikke svare. I det mindste kunne de svare "Nej".
Er spændt på, om de svarer, når jeg vil udnytte min 100 dages fri retur.

Update 4/8-2020:
Og hvorfor vil jeg så bruge min ret til at returnere varen?
Jeg fandt madrassen i England. På eBay. Til 219 GBP. Det er lidt over 1800 kr.
I England er der mange varer der er refurbished. Det er meget almindeligt derovre. Jeg får altså en vare, som Emma Madras har fået retur af en eller anden årsag. Altså ligesom jeg selv vil gøre. De checker den og skifter "sliddele", og så er madrassen fakketalt som ny.
Dog med en besparelse på noget der ligner 70%. Det svarer til, at Emma Madras betaler mig 3700 kr tilbage om 100 dage, for at jeg skal beholde madrassen. Det gør de selvfølgelig ikke.

Nå, men de sender jo ikke til Danmark. Så dumme er Emma Madras jo heller ikke. Lidt kredit skal de have.
I England er reshipping til gengæld ret let at komme til.
Jeg har registreret mig ved forwardvia.com, og her har jeg så min engelske adresse. Prisberegningen på deres side siger knap 100 GBP, 800-ish kr. for reshipping til Danmark.

Jeg opdaterer når varen kommer til varehuset. Det går der lige 10-14-20 dage med.

Hov.. jeg fik forresten et svar fra Emma Madras mht. rabatten jeg havde spurgt om. Et ganske pænt svar, omend det ikke lugter af penge min vej.